June 11, 2019

En national besættelse

Dette billede blev postet lige efter Japan var røget ud af sidste sommers vm i Rusland. Efter den enorme skuffelse det må have været at tabe 3-2 til favoritterne Belgien efter at have ført 2-0, formåede holdet og staben at have format nok til at efterlade et fuldstændig pletfrit rengjort omklædningsrum, da de forlod det med et skilt, hvor der stod 'tak' på russisk. De har orden i sagerne.

Besættelsen af opnåelse, oplever man også som turist i landet, fordi kontrasten til vores chill Scandi lifestyle er så bemærkelsesværdig. Overfor vores hotel i Tokyo er en stor kontorbygning, hvor der ikke på noget tidspunkt (aften, weekend, søvnforladte jetlag-nætter) ikke har været folk på arbejde. 7-eleven sælger hvide og baby blue skjorter og "work deodorant", som der står på pakken.

Japanerne ARBEJDER.

Selv i vores ellers ret homogene samfund oplever vi en stigende polarisering på en række socioøkonomiske faktorer som penge og sundhed, Falster og Vesterbro, ja, globaliseringens tabere og vindere. Men hvor vi med et finmasket socialt sikkerhedsnet og udligningsreformer formår at tippe vægten nogenlunde tilbage, er tilgangen her mere nådesløs.

I Japan findes et så udbredt fænomen, at det har sit eget navn - hikikomori. Det er en gruppe af tilbagetrukne mennesker, der findes i hundredetusindvis og er mennesker med socialt handicap eller lidelser, der ikke kan finde sin plads i samfundet. I Japan er alt andet end perfektion skamfuldt og dybt stigmatiseret, og derfor gemmer disse mennesker sig fra resten af verden - eller måske bliver de gemt væk.

Tit bor de hjemme hos deres forældre selv i en høj alder og kan ikke engang se deres forældre i øjnene, når de kommer med deres mad på en tallerken, som en kvinde fortalte mig om en hikikomori, hun kender. Hun beskrev ham i øvrigt som "a very shy boy" som ung. Som om at generthed i sig selv er i stand til at udløse den slags katatonisk sindstilstand. Det er nok ingen overraskelse, at et sådant liv nødvendigvis vil føre til eksplosioner fra tid til anden, dysfunktionelle udbrud, reaktioner.

Galt gik det forleden, da en hikikomori angreb 19 skolepiger med en kniv ved et busstoppested. Og efterfølgende dræbte en ellers succesfuld og velfungerende forretningsmand sin egen søn, som også var hikikomori, af frygt for at han skulle gøre noget tilsvarende. Det er for nemt som en left leaning humanist som jeg at observere det som distilleret kapitalisme - et land, der efter anden verdenskrig har været så opsat på at skabe rigdom og succes, at de menneskelige ofre, der opstår undervejs er acceptabelt kanonføde, men det stikker dybere end det. Den japanske tradition for ære og skam går jo mange hundrede år tilbage, og det er et fænomen, man som turist ikke rigtigt får begreb om.